tirsdag den 12. august 2014

Spontan "Hvad fanden skal jeg med en sæk gulerødder?!"-kage

Hello darlings!

Kender du det? Man kommer hjem fra en rejse (der, bevares, ikke kan kaldes lang, men lang nok til at man ikke kan efterlade for meget mad i køleskabet) og efter en lille dag, hvor man har sundet sig over hjemturen (7 stive timer i KBH's lufthavn FTW), snøvler man sig ned til Rema 1000 og køber det essentielle.
        Da jeg let kan kværne en 2 kg's pose gulerødder på en lidt over en uge, har den altid en fast plads på min indre dosmerseddel sammen med mit elskede rugbrød (England, jeg elsker dig, men lær forhelvede at spise fuldkorn!). Jeg havde dog glemt, at jeg inden afrejse havde købt selv samme 2 kg. orange goodness og stillet den i køleskabet. Så her stod jeg pludselig med 4 kg. gulerødder.


Kender du så det? Du har ikke kun lyst til at spise kage. Du har lyst til at bage kage. Lo' and behold! En fornuftig måde at aflive en lille del af rodfrugterne!

Kender du også det? Din lejlighed ligner en sjælden gang Kong Volmers røv og søster, der har bedste timing ever, spontant ringer og spørger: Giver du kaffe? Til det kunne jeg heldigvis svare: "Ja" og "jeg har tilfældigvis en kage i ovnen". Så mig igang med en lynrengøring af hobbithullet og min person. Det var som om, at universet ikke ville tillade, at jeg skulle være så sørgelig at kværne en kage selv. Bedst som min bedre halvdel ringer på døren, med flødeost og flormelis i hånden, kunne jeg tage en meget velduftende kage ud af ovnen.
 
Vi åd mere end det! And we regret NOTHING!
Opskriften, som faldt i rigtig god jord ved søster (og hende selv), kom fra en støvet afkrog af undertegnedes hjerne, men heldigvis kradsede jeg den ned, i tilfælde af at den skulle genbruges. Det skal den vistnok, da den ifølge søster: "er swinswyg gwo'!!".

Ahem:
  • 100 g sukker
  • 50 g. farin
  • 150 ml. olie
  • 2 æg
  • 1 spsk. vaniljesukker
  • 170 g. mel (+ 1 spsk. til rosinerne og evt nødder før de vendes i)
  • 1 tsk. natron
  • 2 tsk. kanel
  • ½ tsk. salt
  • 1/8-¼ tsk. friskrevet muskatnød (en smagssag)
  • 3-4 dl fint- og/eller groftrevet gulerod. (Det fine tilfører fugt, det grove tekstur.)
  • 1 dl. rosiner og/eller hakkede valnødder, hvis det er med den på (kan sagtens udelades)
  • Ca. 1 spsk. citronsaft (syren reagerer med natron og gør kagen ekstra fluffy! Tilsæt saften til sidst.)
Pisk æg og begge slags sukker godt sammen. Elpisker behøves ikke her. Tilsæt olie og pisk igen godt. Bland de revne gulerødder godt i, til de er jævnt fordelte. Jeg kan godt lide en 50:50 blanding af groft- og fintrevede. Bland mel, natron, vanilje, kanel, muskatnød og salt og vend i det våde med en dejskraber, til melet lige er forsvundet. 
        Hæld i en bageform (min er ca. 30x22 cm.) og bag ved 180 grader varmluft (200 i min forvoksede brødrister) i ca. 30-40 min. Bagetiden afhænger selvfølgelig af din ovn og bageform. Test med en kødnål (eller et stykke tørt spaghetti) efter de 30 min. Hvis der ikke hænger våd dej ved (det er ok med et par fugtige krummer) er den færdig. Lad den køle helt af før der evt. kommes glasur på.

Glasur:
  • 1 pk. flødeost
  • 1-2 tsk. vaniljesukker
  • Flormelis efter behov. Jeg startede med ca. 3 spsk.
  • Et par spsk. blødt smør og måske lidt kanel, hvis du lyster?
Glasuren er ikke nødvendig men æææhj, hvor den da bare lige giver det sidste ekstra pift af "OMNOMNOMNOM!" :3


Da kagen er lavet på olie, kan den sagtens opbevares i køleskabet i et par dage og stadig være ligeså smagfuld og fugtig, som da den blev bagt (hvis den da holder så længe!). Bare sørg for at dække den godt til, så den ikke tager smag fra andre varer i køleskabet. Hvis du vil have smag fra smør, kan det lade sig gøre at lave en 50:50 af smeltet smør og olie. For en lettere version, fungerer det også med 50:50 af olie og fin æblegrød (det virker!). Denne kræver dog lidt længere bagetid.

Det er selvfølgelig en smagssag, hvor mange gulerødder folk kan lide i sådan en kage, men jeg vil skyde på, at jeg her brugte ca. 200 g. Så hvis jeg ikke tager meget fejl, er der til 9 kager mere i sådan en sæk! :D

Glædelig bagning!

- Janni






onsdag den 14. maj 2014

Et sødt comeback - Hjemmebagte kammerjunkere.

 Jeg vil gerne dedikere dette indlæg til Rebecka, der under en hyggelig brunch sidst i april opfordrede mig til at lette røven og opdatere min madblog. So here we go!

Jeg kunne komme med en sjov anekdote courtesy of Wikipedia, om hvorfor det egentlig hedder "kammerjunkere". I stedet får I historien om hvordan en sixpack med Ceres top, 25.000 fulde mennesker og en flaske sprut med slanger førte til dette blog-indlæg.


*Ahem*


       Som så mange andre deltog jeg i dette års Kapsejlads og præsterede igen i år at fare håbløst vild. At finde en håndfuld arkæologer blandt 25.000 drivvåde, hel- og halvfulde studerende og 12.547 paraplyer er åbenbart lige så sandsynligt som at finde [indsæt klog arkæologisk analogi her]. Tænk engang. Jeg har i hvert fald set tilstrækkeligt håbløs/sølle ud, til at nogle ØF'er besluttede sig at "adoptere" mig (deres ord, ikke mine), men ikke før at jeg havde bestået en optagelsesprøve i form af en omgang ølbong og 5 lakridsshots i belønning. Jeg var hos mine midlertidige adoptivforældre i en lille time, før jeg besluttede at tage hjem. Som i Skåde-hjem.
         Halvsnaldret, halvvåd og med en Sport 24 Outlet-pose på hovedet, drog jeg mod Randersvej i håb om at nå bus 100. Men bedst som jeg er på vej, beslutter mobilsignal-guden at åbenbare sig for mig og min kære søster får fat på mig via mobil. Således endte jeg på mirakuløs vis hos pædagogerne fra Peter Sabroe og for første gang overværede jeg rent faktisk finalen i dette års kamp om det Gyldne Bækken. Ikke at jeg fattede hvem der vandt, efter et slangeshot og flere af de dersens øller. Anyways, turen gik derefter hjem til en af min søsters søde medstuderende til en lille timeout, der bød på tørvejr, en varm radiator og en skål fancy økologisk koldskål og kammerjunkere (tak Julian!). Dette førte til at en tørrere og mindre snaldret Janni begyndte at plapre løs om miraklet ved hjemmebag af de små sataner.

... Og det var så den utroligt nødvendige historie om, hvorfor jeg i dag vælger at dele opskriften på koldskål og hjemmebagte kammerjunkere.

Jeg brugte en rimelig enkel standard opskrift, men du kan selvfølgelig bruge din yndlingsopskrift eller købe en delikat karton-koldskål. For at få en rigtig kold koldskål laves den først:

Pisk ½ dl. sukker med 2 pasteuriserede æggeblommer (eller et helt æg) og ½ spsk. vanilje til det er tyktflydende og alt sukkeret er opløst. Ibland ½ l. tykmælk og ½ l. kærnemælk og stil på køl. Kan evt. piftes lidt op med citronskal, hvis det skal være med den på.

Jamen de ligner jo!
Kammerjunker-opskriften er ærligt talt en jeg har tyvstjålet og rettet lidt til fra Alletiders kogebog, men synes jeg ville dele den opskrift, der fungerer bedst for mig:
  • 250 g. mel
  • 75 g. sukker
  • 1 spsk. (ja, 1 spsk.!)  vaniljesukker
  • 2 tsk. bagepulver
  • 75 g. smør (som i smør)
  • 1 æg
  • ½ dl. fløde eller mælk (jeg bruger mælk)
Bland mel, sukker og vaniljesukker godt og smuldr smørret grundigt i. Saml dejen med et æg sammenpisket med mælk eller fløde. Lad dejen hvile ½-1 time i køleskabet (dette gør den lidt nemmere at arbejde med).

Jeg synes det nemmeste er, at dele dejen i to og trille dem til ca. 1-1,5 cm. tykke pølser og derefter skære dem i ligeså brede stykker. Derefter kan de rulles til kugler eller bages som de er i ca. 7-10. min. ved 200 grader varmluft (220 grader i min forvoksede brødrister). Tag dem herefter ud og lad dem køle af i et par minutter, før de forsigtigt skæres over med en meget skarp kniv. Bag dem herefter igen med snitsiden opad i 7-10 min. afhængig af hvor mørke og sprøde du vil have dem. Jeg synes nu de er bedst hvis de får lidt farve! Lad dem køle helt af før servering (duh!).

Det er lidt svært at sige hvor mange der kommer ud af sådan en portion - det afhænger af størrelse, metode osv., men der skulle være rigeligt til en 4 personer og lidt til. Resten kan selvfølgelig opbevares i en luftæt kagedåse til senere brug (eller som en udmærket småkage til at dyppe i kaffen)! :)

Nomnomnomnom! :3
Så er det bare at nyde denne skønherlige sommedessert/morgenmad/frokost/aftensmad med noget så irriterende overskuds-agtigt som dine egne håndlavede kammerjunkere. Billigere og hurtigere end en 5-kroners pose 'junkere fra Rema 1000? Nej, men utroligt lækre og underligt tilfredsstillende! :)

Ha'et pæn og god forsommer!

- Janni


lørdag den 12. oktober 2013

Hjemmelavet græsk yoghurt - It's alive!

Dette lille madeksperiment benytter sig af levende bakteriekulturer. Et tillægsord jeg næppe kan overføre på denne blog, siden der rundt regnet er gået to måneder siden mit sidste indlæg. Livet, bachelorprojekt og udgravning i Wales har fyldt en del i den seneste tid, men siden vi på universitetet er så heldige at få efterårsferie, og jeg har fået et slemt tilfælde af det dersens overskud, så synes jeg da, at det var på tide at dele en af ​​de mange opskrifter, der har hobet sig op i min efterhånden omfattende opskriftmappe. *Pust ud*

Jeg vil starte i det enkle med at poste en opskrift, der tager mig tilbage til min vidunderlige ferie på skønne Kreta. Jeg faldt absolut pladask for det græske og kretensiske køkken, og jeg vil helt sikkert dele en god portion mine yndlingsretter vi prøvede på en af ​​de mange charmerende restauranter (se: ikke de forfærdelige turistfælder) i den smukke havneby Chania.
       Min søster og jeg startede hver dag med en lækker morgenmadsbuffet på hotellet, der selvfølgelig indeholdt et af de mest fundamentale fødeemner det græske køkken er kendt for: Græsk yoghurt. Og det var da lige til at blive helt forfalden til! Men siden græsk yoghurt er lidt for pebret for den almene studerende herhjemme, tænkte jeg at ville prøve at lave min egen - og det med yderst tilfredsstillende resultater! Jeg søgte højt og lavt på samtlige af mine youtube subscriptions og diverse food blogs, men den opskrift der har fungeret bedst for mig, var Camilla Plums opskrift, der giver en superlækker, fyldig og cremet yoghurt til studievenlige priser! Siden jeg kun er mig selv, laver jeg kun halv opskrift hver gang. Du skal bruge:
  • 2 liter frisk økologisk sødmælk (jeg har også forsøgt mig med letmælk og det fungerede også fint!)
  • 1 dl. frisk yoghurt med aktive kulturer (eller den slat du gemte fra sidste gang du lavede yoghurt)
  • Evt. fløde 1 dl. fløde (kan nemt udelades)
  • En lunt sted
  • Tålmodighed
Efter 6 timer. (Klik for fuld størrelse)
Opvarm mælken til kogepunktet og lad det simre ved svag varme indtil det er reduceret med en tredjedel. Dette giver tykkere og mere cremet konsistens, men det fungerer også fint bare at simre den i en 10 minutters tid. Sørg for at røre rundt undervejs. Lad mælken køle ned til omkring 40 eller 45 grader. Da jeg er ikke er den lykkelige ejer af et termometer, ventede jeg til at jeg kunne holde ud at have min (rene!) finger i mælken i 10 sekunder og ventede yderligere 5 min. Så skulle den være klar! 
Rør yoghurten i (det er vigtigt, at den er stuetemperatur) og hæld mælken i en bøtte, pak den ind i et håndklæde sæt den et sted med en konstant temperatur. Jeg satte min i min lille ovn (a.k.a. den forvoksede brødrister) da der ikke kunne komme træk ind.

Yoghurten skulle være tyknet efter omkring 6 timer, men alt afhængig af temperaturen, kan det gå langsommere eller hurtigere. I mit tilfælde er der gået mellem 4,5 og 6 timer de gange jeg har lavet den. Engang lod jeg den endda stå natten over (ca. 8 timer) og det fik den en dejlig sylig smag af á la købeyoghurt, ganske som fru Plum skriver.

Stil i køleskab eller dræn yderligere (2. billede - her vha. kaffefilter og si over en skål). Her rørte jeg det op med lidt vaniljesukker og forkælede mig selv med en parfait af yoghurt, nødder og jordbær toppet med den vidunderlige lokale honning jeg købte på det berømte indendørs marked i Chania.

Rørt med hjemmelavet(!) vaniljesukker. 

Hvem siger, at man ikke kan få dessert til morgenmad? ;)
Held og lykke! :)

onsdag den 17. juli 2013

Asiatisk inspireret Grøntssagssuppe - Gesundheit!

Jeg har været den lykkelige ejer af en ret så træls sommerforkølelse den sidste uges tid og jeg havde lyst til noget, der ville a) dulme min hals, b), ikke var te og c), var lækkert og hurtigt at tilberede, da jeg har været lænket til min seng de sidste par dage. Denne suppe er ikke kun super lækker, men også spækket med en masse næringsstoffer, som kan hjælpe med at få has på de ubehageligheder, der følger med en forkølelse. Fordi man ikke sauterer/koger de fleste af grøntsagerne for længe, går næringsstofferne ikke til spilde.
  • 500 ml. kyllinge- eller grøntsagsbouillon
  • 70 gram svampe, skåret i tynde skiver (enhver spisesvamp kan bruges her)
  • 100-150 gram. hvidkål (eller spidskål), skåret i tynde strimler
  • 2 forårsløg, hakket groft
  • 25 gram frisk ingefær, skrællet og skåret i tynde strimler
  • 5-15 gram rød chili peber, snittet fint (jeg brugte 10 og det var ikke vildt stærkt)
  • 4 store fed hvidløg, skåret i tynde skiver
  • 50 gram frisk spinat*
  • 2-3 tsk sojasauce eller fiskesauce (begge kan undlades)
  • Evt. nudler og kød efter eget valg

Skær alle grøntsagerne så tyndt som du nu kan - jo tyndere skiver, jo mindre kogetid. Lad hvidløget sidde mindst 5-10 minutter efter udskæring og før brug. Hvorfor? Fordi!


 Sautér svampene i en smule olie i en gryde over medium varme, indtil de har fået en god mørk farve. Krydr med salt og peber. Når det kommer til svampe er farve = mere smag.Tilsæt kål og bouillon, dæk med et låg og kog i ca 3-4 minutter. Tilsæt forårsløg, ingefær og chili og lad det simre på medium-høj varme tildækket i yderligere 3 minutter. Smag til med sojasauce (eller fiskesauce) og tilsæt spinaten. Lad spinaten dampe med under omrøring i et par minutter.

Servering:Fordel hvidløgsskiverne i serveringsskåle og hæld den den rygende varme suppe med fyld over. Snus godt ind og spis det samme! Du kan variere grøntsagerne og endda tilføje kød og/eller nudler.




Her pocherede jeg et kyllingebryst i suppen og skar det i strimler brugte fiskesauce i sammen med lys soja. Den første suppe blev ret mørk, da jeg brugte en kraftig mørk soya.

Og fordi jeg har alt for meget fritid, tager vi lige grundene til, at der skal bruges masser af ingefær og hvidløg:

Hvidløg virker som et naturligt antibiotikum, der dræber skadelige bakterier og andre herligheder i kroppen og øger immunsystemet. Det er også fyldt med antioxidanter, der forhindrer frie radikaler at blive dannet og hermed har potentiale til at forebygge visse former for kræft. Hvis hvidløg indtages regelmæssigt, kan det sænke kolesterol, fortyndetynde blodet og sænke blodtrykket. For fuld udnyttelse af næringen, er det bedst spise det råt. Kilde.

Ingefær er også et naturligt antibiotikum. Desuden er det også almindeligt kendt for at være godt for fordøjelsen, har anti-inflammatoriske egenskaber og generelt er det virkelig godt at spise når man er forkølet, da det hjælper mod en stoppet op næse eller ondt i halsen. Det hjælper også kroppen med at optage næringsstoffer mere effektivt. Så uanset om du er syg eller ej - spis noget mere ingefær! Kilde. 

Chili er ikke absolut nødvendig for denne suppe, men har også en masse fordele: Det kan det hjælpe med at bekæmpe hovedpine og renser godt ud i bihulerne og hjælper også med at rydde en udstoppet næse og hals, bekæmper betændelse og har et højt indhold af vitamin A, C og B6 ( der forbedrer immunsystemet). Kilde.

Spinat: Jeg behøver vel ikke fortælle jer at spinat er vanvittigt sundt? Udover være fyldt med vitaminer (især K og A) og andre næringsstoffer, kan det også være med til at forbedre fordøjelsen. Plus, det er også godt for din hud! Kilde. 

 * Du kan også bruge frossen spinat, selv om det har færre næringsstoffer end frisk spinat. Bare lad det tø og dren vandet, hvis du ønsker at veje det.


Velbekomme! :)

fredag den 12. juli 2013

Forleden dag havde jeg min dejlige søster på besøg, og hun foreslog at vi skulle prøve at lave vores egen hummus. Men uanset hvor lækkert hummus er, så kan man ikke blive mæt af det alene, så jeg gik på jagt efter opskrifter der passede nogenlunde til. Det blev til "Chicken Korma" med hjemmebagt naan brød. 

 Jeg kiggede overalt på det store internet og fandt hundredevis (ok, måske ikke hundredevis, men der var satme mange!) opskrifter, der i deres fremgangsmåder var vidt forskellige. Men heldigvis kom min kære mor mig til undsætning og forslog opskriften fra Gyldendahls Store Bagebog. Lækker, nem, og ikke noget med 4 timers hævning eller tandoor-ovne. Hvis min forvoksede brødrister af en "ovn" kan bage lækkert naan, så kan du også!
 
Naan brød:
  • 15 g. gær
  • 1-1/4 lunt vand
  • 2 spsk. yoghurt naturel
  • 1 tsk. salt
  • 250 g. hvedemel
Rør gæren ud i vandet med yoghurt og salt. Rør melet i indtil dejen bliver elastisk. Når dejen har samle sig, ælt den i 2-5 min. på en overflade drysset med mel. Lad dejen hæve tildækket i ca. én time. Tænd ovnen på grill (det højeste den nu kan komme op på) og læg en bageplade evt. med en pizzasten øverst, så den kan varme igennem.

Del dejen i 8 (vi delte den i 6) og form dem til den klassiske dråbeform med fingrene (ikke en kagerulle, som der står i opskriften, da den kan slå for meget luft ud af dejen.) De skal være ca. ½-1 cm. tykke.
Jeg synes den bedste måde er at give brødene 1 min. på en non-stick pande inden de kommer ind i oven og bager i ca. 2 min. indtil toppen er gyldenbrun. Pensl med ghee (klar smør) eller olivenolie og drys med nigella- eller sesamfrø. Vi brugte sesamfrø og penslede med smør irørt en smule hvidløg. Nu manglede vi bare noget hummus at dyppe dem i!

 Hurtig hummus:
  • 1 dåse (400 g.) kikærter i vand
  • Saft fra 2 citroner
  • 2-3 fed hvidløg
  • 2 spsk. god olivenolie
  • 1 ½ spsk. tahin
  • ½ tsk salt
  • Lidt af vandet fra kikærterne
Kom hele molevitten (undtagen olien og vandet) i en blender eller foodprocessor og blend indtil det er jævnt. Tilsæt olien og blend indtil det er fint. Hvis hummussen er for tyk, tilsæt lidt af vandet fra kikærterne. Denne hummus blev faktisk ret god, til trods for at ingen af os havde lavet det før. Vi blev dog enige om, at citronsmagen var lidt for kraftig, så næste gang ville jeg nok bruge én citron og tynde ud med vand i stedet.

Chicken Korma:
Jeg er blevet lidt vild med fyrene fra sortedfood.com og efter noget af et youtube-marathon, fandt jeg denne nemme opskrift på en lidt mildere og meget lettere version end den originale - men den er ligeså lækker (efter egen min søs' reaktioner at dømme)!
  • 1 løg
  • 2 fed hvidløg
  • Ca. 2 cm. tykt stykke ingefær
  • 2 tsk garam masala
  • 2 tsk mild karry
  • 1 kanelstang eller 1 tsk. kanel
  • 3 kardemommekapsler (eller ½ tsk. stødt kardemomme)
  •  2 dl. mælk
  • 1 kyllingebouillonterning
  • 500 g kyllingebryst 
  • 1 dl. yoghurt naturel
  • 1 spsk finthakkede mandler (kan undværes)
  • Lidt ristede mandelflager
  • Hakket frisk koriander
Fremgangsmåde:

Skær løg, hvidløg og ingefær i tern og blend det til en fin masse i en foodprocessor (eller riv alt på den fine side af et rivejern som vi gjorde.) Sautér med lidt olie i en gryde  ved slav-mellem varme i et par minutter under låg. Rør krydderierne i og krydr med salt og peber og steg indtil de dufter kraftigt. Voilá! Din egen korma-curry paste! :D
Hæld derefter mælken i sammen med bouillonterningen  og lad det koge i 20 min. til den tykner (for os var 10 fint, da vi var sultne!). Hvis du har brugt hele krydderier,så husk at fiske dem ud! Du kan vælge at blende saucen inden du tilsætter kyllingen, men vi synes den var fin som den var.
Skær kyllingen i ca. 3-4 cm. tern og lad dem koge i saucen i 5 minutter. Tag gryden fra varmen og rør yoghurten i sammen med de finthakkede mandler.
 Drys frisk korinander og ristede mandelsflager over og servér over ris eller med naan brød!

Dagen efter var der lidt til frokost, så jeg dampende lidt spidskål i saucen og serverede hjemmelavede fuldkorns-chapatis til. 




Velbekomme! :)

- J



På utallige to opfordringer vil jeg nu forsøge mig med en dansk madblog! \o/

Denne blog vil hovedsageligt bestå af mine egne eller andres opskrifter, men hvis jeg kender mig selv ret, så kommer der nok en rant eller to om diverse sjove ingredienser, madtendenser, bizarre diæter eller andet mad-relateret og måske nogle korte
opdateringer fra min hverdag. Indtil videre er der ikke noget bestemt tema, så det bliver resultater af mine små eksperimenter fra mit lille frimærke af et køkken. 

Jeg oprettede allerede en madblog på tumblr for godt 3 uger siden, hvor jeg skriver på engelsk (det kommer ligesom nemmere til mig af en eller anden grund) så bær over med mig, hvis jeg formulerer mig en smule... (arh, hvad er nu det danske ord for det..?)

Anyways! Sommeren er over os, så der skal nok blive masser af tid til at få denne blog op at køre. Så skal vi ikke satse på en update én gang om ugen? ;)


Tak for kigget!

- J