onsdag den 14. maj 2014

Et sødt comeback - Hjemmebagte kammerjunkere.

 Jeg vil gerne dedikere dette indlæg til Rebecka, der under en hyggelig brunch sidst i april opfordrede mig til at lette røven og opdatere min madblog. So here we go!

Jeg kunne komme med en sjov anekdote courtesy of Wikipedia, om hvorfor det egentlig hedder "kammerjunkere". I stedet får I historien om hvordan en sixpack med Ceres top, 25.000 fulde mennesker og en flaske sprut med slanger førte til dette blog-indlæg.


*Ahem*


       Som så mange andre deltog jeg i dette års Kapsejlads og præsterede igen i år at fare håbløst vild. At finde en håndfuld arkæologer blandt 25.000 drivvåde, hel- og halvfulde studerende og 12.547 paraplyer er åbenbart lige så sandsynligt som at finde [indsæt klog arkæologisk analogi her]. Tænk engang. Jeg har i hvert fald set tilstrækkeligt håbløs/sølle ud, til at nogle ØF'er besluttede sig at "adoptere" mig (deres ord, ikke mine), men ikke før at jeg havde bestået en optagelsesprøve i form af en omgang ølbong og 5 lakridsshots i belønning. Jeg var hos mine midlertidige adoptivforældre i en lille time, før jeg besluttede at tage hjem. Som i Skåde-hjem.
         Halvsnaldret, halvvåd og med en Sport 24 Outlet-pose på hovedet, drog jeg mod Randersvej i håb om at nå bus 100. Men bedst som jeg er på vej, beslutter mobilsignal-guden at åbenbare sig for mig og min kære søster får fat på mig via mobil. Således endte jeg på mirakuløs vis hos pædagogerne fra Peter Sabroe og for første gang overværede jeg rent faktisk finalen i dette års kamp om det Gyldne Bækken. Ikke at jeg fattede hvem der vandt, efter et slangeshot og flere af de dersens øller. Anyways, turen gik derefter hjem til en af min søsters søde medstuderende til en lille timeout, der bød på tørvejr, en varm radiator og en skål fancy økologisk koldskål og kammerjunkere (tak Julian!). Dette førte til at en tørrere og mindre snaldret Janni begyndte at plapre løs om miraklet ved hjemmebag af de små sataner.

... Og det var så den utroligt nødvendige historie om, hvorfor jeg i dag vælger at dele opskriften på koldskål og hjemmebagte kammerjunkere.

Jeg brugte en rimelig enkel standard opskrift, men du kan selvfølgelig bruge din yndlingsopskrift eller købe en delikat karton-koldskål. For at få en rigtig kold koldskål laves den først:

Pisk ½ dl. sukker med 2 pasteuriserede æggeblommer (eller et helt æg) og ½ spsk. vanilje til det er tyktflydende og alt sukkeret er opløst. Ibland ½ l. tykmælk og ½ l. kærnemælk og stil på køl. Kan evt. piftes lidt op med citronskal, hvis det skal være med den på.

Jamen de ligner jo!
Kammerjunker-opskriften er ærligt talt en jeg har tyvstjålet og rettet lidt til fra Alletiders kogebog, men synes jeg ville dele den opskrift, der fungerer bedst for mig:
  • 250 g. mel
  • 75 g. sukker
  • 1 spsk. (ja, 1 spsk.!)  vaniljesukker
  • 2 tsk. bagepulver
  • 75 g. smør (som i smør)
  • 1 æg
  • ½ dl. fløde eller mælk (jeg bruger mælk)
Bland mel, sukker og vaniljesukker godt og smuldr smørret grundigt i. Saml dejen med et æg sammenpisket med mælk eller fløde. Lad dejen hvile ½-1 time i køleskabet (dette gør den lidt nemmere at arbejde med).

Jeg synes det nemmeste er, at dele dejen i to og trille dem til ca. 1-1,5 cm. tykke pølser og derefter skære dem i ligeså brede stykker. Derefter kan de rulles til kugler eller bages som de er i ca. 7-10. min. ved 200 grader varmluft (220 grader i min forvoksede brødrister). Tag dem herefter ud og lad dem køle af i et par minutter, før de forsigtigt skæres over med en meget skarp kniv. Bag dem herefter igen med snitsiden opad i 7-10 min. afhængig af hvor mørke og sprøde du vil have dem. Jeg synes nu de er bedst hvis de får lidt farve! Lad dem køle helt af før servering (duh!).

Det er lidt svært at sige hvor mange der kommer ud af sådan en portion - det afhænger af størrelse, metode osv., men der skulle være rigeligt til en 4 personer og lidt til. Resten kan selvfølgelig opbevares i en luftæt kagedåse til senere brug (eller som en udmærket småkage til at dyppe i kaffen)! :)

Nomnomnomnom! :3
Så er det bare at nyde denne skønherlige sommedessert/morgenmad/frokost/aftensmad med noget så irriterende overskuds-agtigt som dine egne håndlavede kammerjunkere. Billigere og hurtigere end en 5-kroners pose 'junkere fra Rema 1000? Nej, men utroligt lækre og underligt tilfredsstillende! :)

Ha'et pæn og god forsommer!

- Janni


Ingen kommentarer:

Send en kommentar