tirsdag den 9. december 2014

Overskudsadvent - Part 1

Hvem havde troet, at man kunne bygge flere huse på en eftermiddag?

Jeg har altid gerne ville bygge mit eget peberkage/brunkagehus og har de sidste par år ved juletid sagt til mig selv, at nu skulle det være. Men får man nogen sinde bagt og bygget sådan et monstrum – bare lige fordi man har lyst? Nej vel? Men de sidste par uger her op til december har jeg flere gange stødt på denne super nuttede, og noget mere mundrette idé. Hvilken perfekt lejlighed 1. søndag i advent så var til at få pyntet op og fylde mit lille frimærke af et køkken (og resten af lejligheden) med den liflige duft af jul. Jeg tog en simpel (men lækker) brunkageopskrift og lavede mine egne skabeloner i plastik og gik så ellers i gang.

  • 300 g smør eller margarine
  • 340 g. (4 dl.) sukker
  • 1 dl. sirup (jeg bruger mørk, men lys er ligeså godt!)
  • 2 dl vand
  • 1 spsk. stødt ingefær
  • 1 1/2 spsk. stødt kanel
  • 1/2 spsk. stødt nellike
  • 1 spsk. natron eller 2 tsk. potaske (sidstnævnte er bedst, da det giver en  lettere, mere porøs småkage)
  • Ca. 700-750 g. mel

Smelt smør/margarine sammen med sukker og sirup over lav varme. Når sukkeret er helt opløst, tilsættes vand. Tag af varmen og lad det køle af i ca. 10 min. Bland mel (start med 700 g.) med krydderierne og natron og rør i. (Bruges potaske tilsættes det vandet først.) Dejen skal være meget blød, men skal kunne vendes ud på et let melet bord uden at løbe løbsk. Tilsæt da mere mel. Del i fire (køler hurtigere ned), pak ind i madfilm og stil i køleskabet i mindst fire timer – gerne natten over.
Tag én af pakkerne ud rul ud på et melet bord til ca. 3 mm. tykkelse og begynd at skære efter skabelonen. Du kan lave din egen eller nemt finde en på nettet. Bare husk at længden af langsider og bredden på "døren" afhænger af størrelse/tykkelse på de krus/kopper du har. Saml resterne og rul ud igen (gør kun dette én gang, ellers bliver dejen for tør). Du behøver ikke at bruge al den dej du har lavet, da det ville være voldsomt tidskrævende, men start med at se hvor meget tålmodighed du har tilbage efter ¼ af dejen. Gem evt. resten til udstikning eller frys dejen ned til en anden gang (spiseligt juletræspynt?).

Bag i 10-12 min. ved 180 grader varmluft eller 200 grader alm. ovn. Lad dem køle af på en rist og saml som vist nedenfor:

 

Den ideelle glasur til at lime og pynte med er ”royal icing”, som man bruger til kransekage. Det består af flormelis og æggehvide (evt. tilsat lidt eddike eller vinsten), der er pisket til en sej masse. Det klistrer bedre, stivner hurtigere og giver et smukkere resultat ved pyntning, da det ikke løber. Men den traditionelle vand + flormelis-glasur fungerede helt fint til det her lille hurtige projekt! Den skal dog være noget tykkere, end hvis det skulle på kanelsneglen. Det hjælper her at bruge kogende vand, da det får glasuren til at stivne hurtigere.Hold delene på plads i 10-15 sekunder før du slipper. Lad husene tørre helt og pynt evt. med mere glasur, krymmel eller andet sjov!

Jeg bagte en del husdele, så jeg har verdens lækreste samlesæt i en lufttæt dåse til senere brug! Jeg kunne forestille mig, at det kunne være hyggeligt at gøre sammen med gæster! Hæng det på dit yndlingskrus med kaffe eller te i og nyd så at rive dit lille lækre hus ned!  :D (Hvis du da nænner det!)

Da december for mig er den ultimative, månedlange undskyldning for at sætte min forvoksede brødrister på overarbejde, kommer der flere opskrifter i løbet af de næste dage.

Stay tuned & happy baking!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar