Hvem havde troet, at man kunne bygge flere huse på en
eftermiddag?
Jeg har altid gerne ville bygge mit eget
peberkage/brunkagehus og har de sidste par år ved juletid sagt til mig selv, at
nu skulle det være. Men får man nogen sinde bagt og bygget sådan et monstrum –
bare lige fordi man har lyst? Nej vel? Men de sidste par uger her op til
december har jeg flere gange stødt på denne super nuttede, og noget mere
mundrette idé. Hvilken perfekt lejlighed 1. søndag i advent så var til at få
pyntet op og fylde mit lille frimærke af et køkken (og resten af lejligheden)
med den liflige duft af jul. Jeg tog en simpel (men lækker) brunkageopskrift og lavede mine
egne skabeloner i plastik og gik så ellers i gang.
- 300 g smør eller margarine
- 340 g. (4 dl.) sukker
- 1 dl. sirup (jeg bruger mørk, men lys er ligeså
godt!)
- 2 dl vand
- 1 spsk. stødt ingefær
- 1 1/2 spsk. stødt kanel
- 1/2 spsk. stødt nellike
- 1 spsk. natron eller 2 tsk. potaske (sidstnævnte er bedst, da det giver en lettere, mere porøs småkage)
- Ca. 700-750 g. mel
Smelt smør/margarine sammen med sukker og sirup over lav
varme. Når sukkeret er helt opløst, tilsættes vand. Tag af varmen og lad det køle
af i ca. 10 min. Bland mel (start med 700 g.) med krydderierne og natron og
rør i. (Bruges potaske tilsættes det vandet først.) Dejen skal være meget blød, men skal kunne vendes ud på et let melet
bord uden at løbe løbsk. Tilsæt da mere mel. Del i fire (køler hurtigere ned),
pak ind i madfilm og stil i køleskabet i mindst fire timer – gerne natten over.


Tag én af pakkerne ud rul ud på et melet bord til ca. 3 mm.
tykkelse og begynd at skære efter skabelonen. Du kan lave din egen eller nemt finde en på nettet. Bare husk at længden af langsider og bredden på "døren" afhænger af størrelse/tykkelse på de krus/kopper du har. Saml resterne og rul ud igen (gør
kun dette én gang, ellers bliver dejen for tør). Du behøver ikke at bruge al
den dej du har lavet, da det ville være voldsomt tidskrævende, men start med at
se hvor meget tålmodighed du har tilbage efter ¼ af dejen. Gem evt. resten til udstikning
eller frys dejen ned til en anden gang (spiseligt juletræspynt?).
Bag i 10-12 min. ved 180 grader varmluft eller 200 grader
alm. ovn. Lad dem køle af på en rist og saml som vist nedenfor:
Den ideelle glasur til at lime og pynte med er ”royal icing”,
som man bruger til kransekage. Det består af flormelis og æggehvide (evt.
tilsat lidt eddike eller vinsten), der er pisket til en sej masse. Det klistrer
bedre, stivner hurtigere og giver et smukkere resultat ved pyntning, da det
ikke løber. Men den traditionelle vand + flormelis-glasur fungerede helt fint til det her lille hurtige projekt! Den skal dog være noget tykkere, end hvis
det skulle på kanelsneglen. Det hjælper her at bruge kogende vand, da det får
glasuren til at stivne hurtigere.Hold delene på plads i 10-15 sekunder før du slipper. Lad husene tørre helt og pynt evt. med mere glasur, krymmel eller
andet sjov!

Jeg bagte en del husdele, så jeg har verdens lækreste
samlesæt i en lufttæt dåse til senere brug! Jeg kunne forestille mig, at det
kunne være hyggeligt at gøre sammen med gæster! Hæng det på dit yndlingskrus
med kaffe eller te i og nyd så at rive dit lille lækre hus ned! :D (Hvis du da nænner det!)
Da december for mig er den ultimative, månedlange undskyldning for at sætte min forvoksede brødrister på overarbejde, kommer der flere opskrifter i løbet af de næste dage.
Stay tuned & happy baking!